
Personen bag
Hvis du gerne vil lidt længere ned i maskinrummet, og vide mere om min baggrund, og hvad der ligger til grund for min rejse, indenfor åndedrættets verden. Så får du her, det helt ærlige billede af min vej og min åndedræts historie.
Min ærlige åndedræts historie
Stress, fødselsdepression og angsten for ikke at være god nok!
Det er alt sammen noget, jeg kender til, præcis som rigtig mange andre mennesker i dag.
Oprindeligt er jeg uddannet tjener og har +10 år indenfor hotel- og restaurantverdenen, inden jeg bevægede mig over i luftfartsbranchen som steward.
På et tidspunkt fik jeg nok.
Nok af at arbejde, når alle andre havde fri, og have fri, når alle andre arbejdede.
Nok af dårlige arbejdstider og en stresset hverdag.
Derfor tog jeg beslutningen om at søge andre veje, og har de sidste +10 år arbejdet med projekthåndtering af forskellig art.
Jeg er blevet beriget med en skøn hustru og to dejlige drenge med krudt i måsen, og var generelt et sted i livet, hvor man nok ville sige, at jeg havde det hele.
Men lige siden jeg forlod servicefagene, har det været som om, at der har manglet noget, uden at jeg har kunnet finde ud af, hvad det var.
Hvad det var, der manglede, kommer jeg tilbage til.
Efter jeg fik min første søn, så alt ud til at være tiptop og uden problemer, men faktum er, at det var det ikke.
Det er først noget, jeg fandt ud af flere år senere, men jeg havde i lang tid haft en efterfødselsdepression.
Et af biprodukterne af det var, at jeg i mange år gik med en følelse af ikke at passe ind eller være god nok, ja en angst, vil man nok sige.
Efter at have levet sådan i nogle år, uden rigtig at vide, at det var sådan, jeg havde det, så jeg tilfældigt en dag en video på YouTube omkring åndedrættet. Jeg kan ikke forklare, hvad det var, men der var et eller andet omkring det, der fik vakt min opmærksomhed.
Jeg begyndte at prøve nogle af teknikkerne af på egen krop og fandt ret hurtigt ud af, at ens åndedræt kunne bruges til meget mere end blot at holde en i live.
Lige siden har jeg taget diverse kurser, læst bøger og testet på egen krop, hvad åndedrættet kan.
Jeg brugte forskellige åndedrætsteknikker til at bearbejde nogle af de ting, der lå dybt i sindet, og i takt med det, begyndte jeg at få mere og mere ro på mine tanker, følelser og på, hvem jeg var.
Det var her, passionen for alvor blev skabt, og det var via åndedrættet, at jeg begyndte at finde glæde i de små ting i livet.
Det var også på dette tidspunkt, at jeg fik mulighed for at undervise og guide andre i brugen af det bevidste åndedræt, og dermed se med egne øjne, hvilken effekt det havde på andre og ikke kun på mig selv.
Hver gang jeg havde haft et hold igennem en session, kunne jeg mærke noget ændre sig indeni.
Glæden ved at hjælpe andre blev større og større. Jeg begyndte at få taknemlige tilbagemeldinger og store kram for at have ændret noget i folks bevidsthed. Men jeg var stadig ikke helt i stand til at sætte ord på, hvad det var, det gjorde ved mig.
Indtil en dag, hvor jeg stod i køkkenet med min kone og lavede mad som så mange gange før. Lige pludselig slog det mig som et lyn fra en klar himmel.
Det, jeg elskede ved at være i servicefagene, var præcis det samme, som jeg nu igen oplevede.
Jeg elsker at give noget af mig selv, give folk en god oplevelse og måske være heldig at hjælpe dem videre på en bedre vej.
Den lykkefølelse, jeg oplevede indeni, når folk kom hen til mig efter en åndedrætssession, og gav mig et kram eller kiggede mig dybt i øjnene og sagde, tak!
Det var præcis det, der havde manglet i alle de år, men som jeg nu havde fundet igen.
Derfra har jeg stræbt mod at gøre det til min levevej at lære fra mig om de ting, der har betydet så meget for mig i mit liv.